Referat fra Arkitektur og Teknikmøde tirsdag d. 6. maj 1997

Til stede: Lotte Pfeiffer, Olaf Deigaard, Inger Foldager, Lars Levin-Jensen.(referent)

Dagsorden: Runde, Vaskeri, Tilpasning af boliger.

1) Runde

Inger: Arbejder stadig på udredningsarbejdet omkring papirisolering kontra mineraluld. Regner med at have et oplæg klar til næste møde.

Lars: Arkitekterne er pt. ikke i gang med så meget på vores projekt, idet vi ikke har fået lavet aftale om financiering/sikkerhedsstillelse for arbejdet frem til godkendelse af skema A. Initiativet ligger hos os.
De er dog i gang med at udarbejde materiale som skal indgå i salgsmateriale for ejerboligerne. Det er meningen at dette skal ligge til grund for tegninger og budget, således at advokaten kan lave brutto/netto-beregninger på financieringen.

2) Placering af vaskeri

Denne diskussion har været oppe før, men da var man usikker på bl.a. økonomien. Lotte og Inger havde lavet oplæg, hvor beregninger mm. for placering på hhv. gården og i bogrupperne var angivet. Det skulle således nu være muligt at diskutere på et lidt mere oplyst niveau.

Oplægget blev gennemgået, og man blev enige om at udvide det lidt på nogle områder. Bl.a. mangler der noget om spildevandsbortskaffelse og energi til fremstilling af maskinerne mm. Konklusionen på oplægget er, at økonomi og energiforbrug ikke er så forskellig for de to løsninger, hvorfor hovedvægten skal lægges på de sociale fordele/ulemper ved de to placeringer.

Det rettede oplæg vedlægges dette referat. Bogruppekontaktpersonerne bedes sørge for at dette bliver taget op på de næste bogruppemøder, således at vi kan konkludere fra de forskellige bogrupper på næste ark. og teknikmøde.

3) Tilpasning af boliger

Der er tidligere lavet en plan for, hvordan vi skal finde ud af hvilke tilpasninger til standardprojektet der skal være muligt i de enkelte bogrupper og boliger. På det tidspunkt aftalte man, at de enkelte bogrupper skulle komme med et oplæg, som bestyrelsen kunne se og tage beslutninger ud fra. Derefter skulle denne beslutning retur til de enkelte beboere, således at de kunne meddele hvilke af de angivne ændringer de ønsker.

Denne proces er imidlertid gået lidt i stykker, idet der er sket så meget på de andre fronter med ny forening mm. Senior og Andel har lavet deres oplæg, og lejernes er lige på trapperne.

Det blev besluttet, at bestyrelsen samler disse oplæg og beslutter det overordnede niveau. Dette vendes derefter med arkitekterne og ingeniørerne. Til sidst går det som oprindeligt vedtaget ud til enkeltpersonerne for opsamling af konkrete individuelle løsninger. Bestyrelsen vil snarest tage denne diskussion.

De sidste to arkitektur og teknikmøder har haft usædvanligt lille fremmøde. Arbejdet i gruppen er i et limbo midt mellem to faser. Næste møde er derfor først om tre uger, hvor vi håber flere vil møde op.

Næste møde fastsat til onsdag d. 28. maj kl. 18 i Baggesensgade 22, st.

Dagsorden: Papirisolering, Flisfyr

Møde i Landskabsgruppen 22/5 hos Else Ginman. Kontakt Else på tlf. 3124 3669.